Emils Graduation

Emil havde sidste skoledag i mandags, faktisk var det kun en halv skoledag og den foregik i Balboa park i et stort amfi teater, Starlight Bowl.

Det var graduation day og det er en big deal når man rykker fra Junior High til Senior High.

Anne og jeg mødte op kl. 9:30 og kl. 10:00 marcherede de unge mennesker ind. Mange piger var i fine kjoler og drengene havde påbud om skjorte og dress pants.

Så var der 7 taler som blev holdt af skolens lyseste hoveder (meget dygtige og veltalende elever) og der var en key note taler der snakkede om at de unge i USA ikke bare er i konkurrence med hinanden men også med millioner af unge i Asien.

Til sidst blev samtlige 400 8 kl. elever kaldt på scenen en af gangen for at give hånd til skoleinspektøren og viceinspektøren.

Vi spiste frokost med Emil på Point Loma Fishmarket og hentede derefter Kamma som "bare" havde haft fri leg hele den sidste skoledag.

Dagen blev til sidst fejret med cheese cake på Cheese Cake Factory.

Sidst men ikke mindst er her lige en video af Emil på scenen til sit håndtryk.

Livet er et valg

Mie sendte mig denne historie som jeg gerne vil dele med dem som besøger vores blog.

Hvis der er noget jeg har lært i det år der lige er gået, så er det at glæde mig over dagen i dag, tage dagens udfordringer som de kommer, og så gøre det samme i morgen.

Læs selv

Michael var den type, som man elsker at hade.

Han var altid i godt humør og havde altid noget positivt at sige.

Når nogen spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: "Hvis jeg havde det bedre, ville jeg ha' været tvillinger."

Han var en naturlig inspirator. Hvis en af de ansatte havde en dårlig dag, var Michael der og fortalte den ansatte, hvordan man kunne se det positive i situationen. Jeg blev nysgerrig og en dag spurgte jeg ham: "Hvordan gør du det?", Michael svarede: "Hver morgen vågner jeg og siger til mig selv: Du har to valgmuligheder i dag. Du kan vælge at være i godt humør eller du kan vælge at være i dårligt humør. Jeg vælger at være i godt humør.

Hver gang, der sker noget slemt, kan jeg vælge at være et offer eller jeg kan vælge at lære af det. Jeg vælger at lære. Hver gang nogen kommer til mig og klager, kan jeg vælge at acceptere deres klager eller jeg kan vælge at pege på de positive sider i livet.

Jeg vælger de positive sider i livet".

"Det er alt sammen meget godt, men det er jo ikke helt så enkelt", protesterede jeg.

"Det er det," sagde Michael. "Livet handler om valg. Når man skærer alt det overflødige væk, så er enhver situation et valg.

Du vælger, hvordan du skal reagere på situationerne. Du vælger, hvordan folk skal påvirke dit humør. Det er dig, som vælger, om du vil være i godt eller dårligt humør.

Til syvende og sidst er det dit valg, hvordan du lever dit liv." Jeg tænkte over, hvad Michael havde sagt.

Et stykke tid efter forlod jeg firmaet for at begynde for mig selv. Vi mistede kontakten, men jeg tænkte ofte på ham, når jeg foretog et valg i forhold til livet - i stedet for bare at reagere på det.

Mange år senere hørte jeg, at Michael var indblandet i en alvorlig ulykke

med et fald på 20 meter fra en radiomast. Efter 18 timers operation og ugevis på intensiv afdeling, blev Michael udskrevet fra sygehuset med skinner langs ryggen.

Jeg mødte Michael omtrent seks uger efter ulykken. Da jeg spurgte ham,

hvordan han havde det, svarede han: "Hvis jeg havde det bedre, måtte jeg være tvillinger. Vil du se arrene?"

Jeg spurgte ham, hvad han tænkte under ulykken. "Det første, jeg tænkte på, var, hvordan det skulle gå min endnu ufødte datter, svarede Michael. "Og mens jeg lå på båren, huskede jeg, at jeg havde to valg.

Jeg kunne vælge at leve eller jeg kunne vælge at dø. Jeg valgte at leve."

"Var du ikke bange? Mistede du bevidstheden?", spurgte jeg. Michael fortsatte: "Ambulancefolkene var fantastiske. De sagde hele tiden, at alt nok skulle gå godt. Men da de rullede mig ind på skadestuen og jeg så lægernes og sygeplejerskernes ansigtsudtryk, blev jeg meget bange. I deres øjne stod skrevet: "Han er dødsens!" Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget."

"Hvad gjorde du så?" spurgte jeg.

"Der var en stor brovtende sygeplejer, som råbte spørgsmål til mig," sagde Michael.

"Hun spurgte mig, om jeg var allergisk over for noget. "Ja", svarede jeg. Lægerne og sygeplejerne stoppede op, mens de ventede på mit svar og jeg trak vejret dybt ind og råbte: "Tyngdekraften!" Og mens de lo, sagde jeg til dem:

"Jeg vælger at leve. Operer mig, som om jeg er levende, ikke død."

Michael overlevede takket være lægernes dygtighed, men også på grund af sin fantastiske holdning.

Af ham lærte jeg, at jeg hver dag kan vælge at leve helt.

Holdning er - trods alt - alt.

Derfor skal du ikke bekymre dig om morgendagen, for morgendagen vil bekymre sig om sig selv. Hver dag har nok i sin egen udfordring og egentlig er dagen i dag den samme morgendag, som du var bekymret for i går.

Nyd dagen

Pool Party for Kammas veninder

Lørdag holdt Kammas afskedsparty for 7 veninder fra skolen.

Festen startede for lang tid siden med at Kamma fik en opgave i engelsk med emnet persuasive writing (skriftelig overtalelse).

Da hun havde fået A for opgaven gav hun mig en aften et brev hvor hun over 2 sider overtalte mig til at måtte holde en afskedsfest for sine skoleveninder.

Da jeg havde sagt ja, hvad ellers kunne jeg, gik Kamma i gang med at planlægge og lægge budget.

Festen blev et pool party og fik Hawaii tema.

Kamma bagte cup cakes og jeg grillede burger og hotdogs og pigerne legede i vandet hele dagen.

Koncert med Kammas kor (og en overraskelse)

Kammas kor på Dana Middle School gav i går forårskoncert hele tre gange på en dag. Erik var med da koret gav julekoncert.

Aftenkoncerten havde også guitarkoncert og danseopvisning.

I dag fredag skal vi høre koret synge ved San Diego County Fair som er en art dyreskue der varer 22 dage.

Korets optræden består af en sektion hvor de har kjoler og skjorter (drengene) og en hvor de har jeans og t-shirts på. Der indgår også et dansenummer som de skulle lære i sidste øjeblik for at pensum var opfyldt.

Da koncerten var overstået blev der uddelt diplomer til alle og Awards til 3 der havde gjort sig særlig udmærket.

Kamma fik (ikke at vi var overraskede :0) en award for sin positive indstilling,

altid seriøse arbejde, sit evige smil og for sit gå-på-mod efter at hun var besvimet midt i en time.

For de interesserede har jeg indsat et par videoklip fra koncerten nedenfor.

God weekend til alle.

Mor og mit hår

De sidste par uger har jeg, ville ha kortere og kortere hår, men hver gang det er kortere mor bliver mere skeptisk. Hun siger blandt andet: det er provokerene og det er jeg for ung til.

Jeg siger bare: I understand, and soon you don't have to worry about that anymore.

Hvis i ved hvad jeg mener.

Check lige det her link ud, hvis du vil ha et lille grin.(Anbefalet for unge mænd og drenge)

failblog.org

21 dejlige timer

Vi fik en dejlig rundtur på ejendommen. Der er meget tørt og faktisk egner jorden sig ikke så godt til vin, men en trussel fra staten, for 50 år siden, om at inddrage jorden i en State park gjorde at familien valgte at dyrke vin.

De laver en fantastisk Cabernet-Merlot rødvin og vi fik rig lejlighed til at smage den, da Bud og Karen inviterede på aftensmad med store bøffer og masser af rødvin.

Deres søn Erik er kun et år ældre end Emil og de fik sammen med Kamma tiden til at gå med at skyde til måls og køre ræs i stedets golfbil.

Kamma fodrede desuden heste og legede med de to hunde Loki (skulle vist have været Loke) og Paloma.

Da vi gik til ro var det et fantastisk syn at se lysene fra Silicon Valley hvor der bor næsten 2 mill mennesker.

Emil og Kamma sprang ud af sengen søndag morgen og løb ned til dyrene og Erik. Vi så dem først da bilen var pakket og vi skulle afsted, kun 21 timer efter vi var ankommet.

Vi var enige om at her kunne vi godt vænne os til at bo.

Flystyrt i mellem vinrankerne

Her i weekenden var vi på et lille road trip til det nordlige Californien.

Annes samarbejdspartner Anne Marie, der har danske aner, inviterede os til at overnatte på familiens vingård.

Vingården ligger i Cupertino som er en naboby til San Jose, begge beliggende syd for San Fransisco i det der populært hedder Silicon Valley.

Anne Maries bror driver vingården ved siden af sit bygmesterfirma og hun har sin egen lille sommerresidens på gården som i alt er på 200 hektar, hvoraf kun en lille del er opdyrket med vin.

Vi kørte afsted fredag eftermiddag direkte efter at have hentet Emil og Kamma fra skole og kl. 20:30 holdt vi ind på et motel nord for Los Angeles i bjergene.

Lørdag fortsatte vi ad Highway 5 kl. 10 og var fremme ved Felloms vingård lidt før 15. Der var meget at se på vejen, men efter at have set kilometervis af vin, kilometervis af mandler,

kilometervis af kvæg, og ellers ørken, kan man godt trænge til en lur på bagsædet.

Vi blev indlogeret i vingårdens BeeMotel. Huset er indrettet primært med et stort grovkøkken

hvor gårdens honningproduktion foregår, desuden soveværelse og bad. Anne og Emil sov på gulvet i køkkenet og Kamma og jeg delte dobbeltsengen.

Udsigten var over Stevens Creek Canyon.

I denne canyon, på familiens ejendom, styrtede en jetjager i 1960'erne ned, og rundt omkring lå der stadig flydele som rydningsholdet dengang ikke havde fundet.

Forskellen mellem San Diego og København

I dag fandt jeg ud af hvordan jeg skal beskrive San Diego og København. Vi har haft en lånebil i 5 dage, da Mustangen var på værksted efter en lille parkeringsskade.

Vi fik selvfølgelig en lånebil imellemtiden, vi hentede den i sidste uge hos Hertz. Det var en Masda3, sort, 4-dørs og med vinduer vi skulle rulle ned manuelt.

Da vi hentede vores bil i dag fik jeg fornøjelsen af at køre Mustangen over til Hertz for at aflevere Masda´en.

Jeg satte mig ind, rullede taget ned, åbnede for radio og trykkede på speederen og så stod det lige pludselig klart for mig.

Masda´en er København, lille, indelukket, mørk, manuel og kedelig.

Mustangen er San Diego, åben, solrig, frihed til himlen og helt vidunderlig.